|
Rold Skov
Ud over at være en fantastisk naturperle, så rummer Rold Skov også en række
spændende faciliteter for både den aktive naturelsker, sportsfolket og
børnefamilierne.
Rold Skov er i dag domineret af nåleskov, hvis man betragter det samlede
skovkompleks på ca. 8000 ha. Den sandede og grusede morænejord sammen med en høj
nedbør bevirker, at især rødgran her har et af landets allerbedste voksesteder.
Skoven er kendt for sine store, tætte bevoksninger af gammel graner, omend
stormen i 1981 tyndede hårdt ud i dem. Ved denne novemberstorm væltede 550.000
kubikmeter træ i Rold Skov (ca. halvdelen af hele Danmarks årlige
nåletræshugst).
Heldigvis er der bevaret fine partier af den oprindelige bøgeskov. I statsskoven, udgør bøg og andet løvtræ ca. 40 % af
arealet. De største bevoksninger af gammel naturskov med bøg findes i Rebild
Bakker, Bjergeskoven, Troldeskoven og Urskoven. Særligt i Rebild Bakker og i
Troldeskoven er træerne flerstammede, krogede og knortede – det der her på egnen
kaldes "purker".
Der er indrettet lejrpladser, primitive overnatningspladser og shelters i
skoven. Derudover er der anlagt flere bålpladser i skoven, som frit kan
benyttes. Der kan samles brænde i skovbunden. Afmærkede vandreruter findes i
Bjergeskoven, i Rebild Bakker og i Mosskov/Hesselholt. I dette kuperede område
er vandreruterne i almindelighed ikke handicapvenlige.
Fiskeri og badning er tilladt i Mossø og Store Økssø.
|